Gamle film om Sakskøbing

Sakskøbing – et godt sted at bo – 1973

Tandlæge Hammers skib
Damman Asfalt

Se filmen her

Søren Jørgensen – Saxnet:

En lokalhistorisk film om Sakskøbing – Optaget i 1973 af Fotograf Ole Kock Jensen, der havde fotoforretning i Juniorsgade i Sakskøbing. Ole Kock-Jensen har produceret dette uvurderlige, og nu historiske filmværk, og DR’s legendariske Poul Jørgensen har udarbejdet manuskriptet. Filmen er nu lagt offentligt frem til glæde for alle dem, som interesserer sig for Sakskøbings historie.

Stor tak til hans søn Carsten Kock-Jensen, som med sin fuldmagt har gjort det muligt.

Jeg har uploadet denne lokalhistoriske film på YouTube alene med det formål at give alle mennesker med relation og interesse for Sakskøbing en mulighed for at se den. Filmen har været anbragt på et lokalhistorisk arkiv i mange år.

Byen ved fjorden – 1958

Den berømte julenisse
Det berømte fodboldhold

Se filmen her

Søren Jørgensen – Saxnet:

En film om Sakskøbing – Optaget i 1958 og 59 af Fotograf Ole Kock-Jensen, der havde fotoforretning i Juniorsgade i Sakskøbing. Ole Kock-Jensen har produceret og lagt stemme til dette uvurderlige, og nu historiske filmværk, der nu er lagt offentligt frem til glæde for alle dem, som interesserer sig for Sakskøbings historie.

Denne film er blevet genuploadet. Den nye version er i stedet med nyere metode overspillet direkte fra 16mm filmrulle til digitalt medie. Denne film kan også streames til f.eks. dit TV ved hjælp af Apple-TV eller Google ChromeCast, da den nu er uploadet i større opløsning. Den forrige version nåede 3.447 visninger.

Jeg har oploadet denne lokalhistoriske film på YouTube alene med det formål at give alle mennesker med relation og interesse for Sakskøbing en mulighed for at se den. Filmen har været anbragt på et lokalhistorisk arkiv i mange år.

Sakskøbing Filmen 1937

Realskolen
Lærerinde frk. Poulsen, senere fru Stage

Se filmen her

Søren Jørgensen – Saxnet:

En film om Sakskøbing – Optaget i 1937 af Fotograf Walther Månsson fra København. Lokalhistorisk Arkiv har lagt stemme til dette uvurderlige, og nu historiske filmværk, der nu er lagt offentligt frem til glæde for alle dem, som interesserer sig for Sakskøbings historie.

Københavnerfotografen Walther Månsson, der var en del af en pressefotograf-familie, fik i begyndelsen af 30´’erne den ide at producere byfilm om danske byer. Han gik i gang i 1934, og gjorde det som udgangspunkt for egen regning, idet han dog håbede at kommuner og erhvervslivet ville bidrage med et beløb. Da han nåede til Sydhavsøerne i 1937, havde han allerede produceret 22 byfilm. På Sydhavsøerne producerede han 3 byfilm, nemlig i Nykøbing, Sakskøbing og Maribo.

Denne film er blevet genuploadet, fordi at den forrige var i meget dårlig kvalitet på grund af forældet overspilningsteknik. Denne nye version er i stedet med nyere metode overspillet direkte fra 16mm filmrulle til digitalt medie. Den gamle version nåede dog 2.625 visninger. Denne film kan også streames til f.eks. dit TV ved hjælp af Apple-TV eller Google ChromeCast, da den nu er uploadet i større opløsning.

Jeg har uploadet denne lokalhistoriske film fra 1937 på YouTube i samråd med Erik Petersen fra Lokalhistorisk Arkiv alene med det formål at give alle mennesker med relation og interesse for Sakskøbing en mulighed for at se den. Filmen har været anbragt på et lokalhistorisk arkiv i mange år.

Onkel Tykke opdager Lolland – 1952

Se filmen her

Søren Jørgensen – Saxnet:

Denne film er blevet genuploadet. Den nye version er i stedet med nyere metode overspillet direkte fra 16mm filmrulle til digitalt medie. Denne film kan også streames til f.eks. dit TV ved hjælp af Apple-TV eller Google ChromeCast, da den nu er uploadet i større opløsning. Den forrige version nåede 1.629 visninger.

Pastor Karl Lindqvist Sakskøbing havde fået ideen til en turistfilm for Lolland. Han fik fotograf Borchersen med på ideen. i starten af 1952 fik man Politiassistent Pantmann Hansen med som hovedrolleindehaver samt Inger Mortensen og Erik Eriksen.

Pastor Lindqvist blev naturligvis instruktør, og havde lavet handlingen således, at den trinde Onkel Tykke skulle tvinges til at rejse Lolland Rundt, fordi han havde lovet at passe på sin niece, der var stukket af med en ven. Pastor Lindqvist havde bestræbt sig på at få det smukkeste af Lolland med. Arthur Borchersen optog hele filmen, hvoraf en lille del var i farver.

Filmen havde urpremiere i VU (Venstre Ungdom) på Olsens Hotel i Maribo den 11. oktober 1952. Efter VU-formand Haakon Vinthers velkomst gav Pastor Lindqvist et lille rids af filmens tilblivelse, og derefter blev filmen kørt. Det varede ikke længe før stemningen i salen var slået an. Gang på gang fik Onkel Tykke publikum til at juble, alt imens man på det hvide lærred blev ført rundt til Lollands skønneste pletter.

Filmen havde dog haft generalprøve for en snæver kreds i Sakskøbing nogle dage tidligere.

Derefter blev filmen vist et utal af steder de kommende år i forskellige foreninger, sportsklubber og sågar i Sakskøbing Bio, hvor man naturligvis skulle forudbestille billet i Jernbanekiosken. Der var stuvende fuldt i Sakskøbing Bio den 1. november 1952, og samme aften blev den vist i Guldborg, hvor der ligeledes var stor begejstring. Derefter gik det slag i slag rundt omkring på egnen…. Radsted forsamlingshus, Hotel ‘Rødby’ o.s.v. – alle steder med stuvende fuldt hus.

Allerede kun godt 2 måneder senere – nemlig lørdag den 13. december 1952 blev gæst nr. 5000 kåret ved et Fælles Kaffebord på Prins Valdemar arrangeret af Soesmarke Boldklub i forbindelse med afslutning på hånd- og fodboldsæsonen, hvor filmen bagefter blev vist. Da man ved indgangen var ved at nå gæst nr. 5000, kom kioskejer Borchersen til stede, og navnet på gæst nr 5000 blev noteret. Før man rullede filmen holdt Pastor Lindqvist en kort tale, og politiassistent Pantmann Hansen overrakte et smukt sølvfad til den der havde fået det fine nummer. Den heldige var Hans Christian Andersen Vigsnæs. I fadet var indgraveret: “- tillykke! De er nr. 5000 der ser Onkel Tykke”.

Efter at have være vist et utal af gange i næsten et halvt år i det meste af landsdelen, kom den også til Sverige, hvor den blev vist flere steder – bl.a. i Sakskøbings venskabsby Klippan og snart derefter i Hjemstavnsforeningen i København. I hovedstaden var filmen ligeledes på DSB-Kinos program i 14 dage. i Sverige blev Pantmann Hansen anmeldt som værende Lollands svar på den kendte svenske skuespiller Edvard Persson.

Lørdag den 28. marts 1953 havde B. Frem arrangeret en lille festlighed på Centralhotellet. Lollandsfilmen ‘Onkel Tykke opdager Lolland’ blev vist, og den fyldte sal vidnede om. at interessen for filmen stadig var intakt. Gæst nr. 10.000 blev kåret, og den heldige som var Fru maler Carl Nielsen, Saxkjøbing fik overrakt et sølvfad af filmens forfatter og instruktør pastor Lindqvist.

Ca. 7 1/2 år efter filmens tilbliven skrev Lolland-Falsters Folketidende den 18. april 1960, at man nu havde til hensigt at lade filmen indgå i det filmprogram, som skulle løbe af stablen for at skaffe penge til Flygtningehjælpen.

De kommende årtier blev Onkel Tykke naturligvis fremvist færre gange, men helt stoppet er den aldrig blevet. Man kan finde annoncer og artikler i Folketidende op gennem både 60’erne og 70’erne. Filmen nåede i øvrigt også at blive væk to gange, som Folketidende beskrev den 11. november 1976. Sakskøbing Bibliotek der på det tidspunkt opbevarede filmen, der bestod af to filmruller, var på den anden ende fordi 2. del var blevet væk. Den dukkede først op igen i sommeren 1978, og kulturelt udvalg i Sakskøbing besluttede at bevilge penge til en ny kopi.

I dag henligger filmen i Lokalhistorisk Arkiv i Sakskøbing, og filmen bliver stadig fremvist ved forskellige lejligheder.Jeg har oploadet denne lokalhistoriske film fra 1958-59 på YouTube alene med det formål at give alle mennesker med relation og interesse for Sakskøbing en mulighed for at se den. Filmen har været anbragt på et lokalhistorisk arkiv i mange år.